Krise og Krig

I det kapitalistiske samfund er der indbygget økonomiske kriser, og det er altid arbejderne og dermed også arbejderungdommen der må betale med penge, blod og tårer.
Kriserne kan være større eller mindre i omfang og kommer til udtryk som øget arbejdsløshed, nedskæringer, forringelser af arbejdernes vilkår og rettigheder, samt som kraftig nedgang i reallønnen og de sociale ydelser.
I større kriser vil det også komme til udtryk i Imperialistiske røverkrige hvor en stormagt invaderer et andet land for på den måde at udvide sine profitmuligheder gennem et større marked og gennem udnyttelse af det pågældende lands råstoffer og arbejdskraft. Der er utallige af eksempler på dette. Gennem de senere år har vi været vidner til bl.a. golfkrigen, krig og besættelse i Jugoslavien, Tjetjenien, Afghanistan og Irak. Supermagterne opnår ikke bare udvidelse af deres profitmuligheder men også strategiske landvindinger i deres kamp for verdensherredømmet.
I de største kriser vil det komme til udtryk i imperialistiske omfordelingskrige. Historisk kan man trække 1. og 2. verdenskrig frem som eksempler på dette, hvor de store imperialistiske magter som Tyskland, Frankrig, England, USA og Japan gennem krig omfordelte verden og det tilhørende verdensmarked.
Man må huske, når man snakker om de imperialistiske magter, at det til enhver tid er borgerskabet i de forskellige lande der ønsker/behøver en udplyndring af et andet lands ressourcer eller en omfordeling – ikke arbejderne, der til gengæld må betale prisen som soldater og dø i imperialisternes spil.