De unges levevilkår, der på ingen måde er gode nok, bliver værre og værre dag for dag. De unge bliver ramt på mange punkter. De får mindre i løn end resten af arbejdsstyrken for det samme arbejde, hvis de da er så heldige at have et arbejde, for ellers bliver de sendt ud i løntrykkende projekter som aktivering.
DKU kæmper for, at de unge får et reelt arbejde, og at unge ikke bliver brugt som løntrykkere i et bistands- og A-kassesystem, der fratager dem deres rettigheder og tvinger dem til at leve på en ussel sulteløn. Alle har krav på ordentlig mad, også selvom man er på SU eller kontanthjælp.
Også på boligområdet står de unge i en svær situation. Hvert år står tusinder af studerende uden tag over hovedet ved studiestart hvis de da ikke har et par rige forældre i ryggen til at betale de ågerpriser der bliver forlangt.
DKU kæmper for ordentlige boliger til en rimelig pris til alle!
Ungdommen bliver også hårdt ramt af borgerskabets udspredelse af rusgifte og narkotika der især rammer de socialt dårligt stillede unge.
DKU kræver at der bliver stillet reelle behandlingsmuligheder op for stofmisbrugere, et samfund der skaber narkomaner har også ansvaret for at behandle dem!
Der skal også sættes en stopper for den propaganda der kan foranledige et misbrug af rusmidler og føre til andre frustrationer hos unge. Det er propaganda der dyrker og bygger på unges usikkerhed og skaber falske og uopnåelige idealer med det mål at splitte og pacificere ungdommen.
• DKU kræver reelt arbejde, reel uddannelse og reel bolig til alle!
• DKU kræver at ethvert samfund til enhver tid tager ansvar for de mennekser det skaber og ikke bare udstøder dem!
DKU: dku[at]dku99.dk
Kommentarer til hjemmesiden: webmaster[at]dku99.dk