af: OKTOBER
Vi fra den partiforberedende kommunistiske organisation OKTOBER hilser jer, unge kammerater, fordi I har vovet at tage skridtet til at stifte det længe savnede, det nødvendige kommunistiske ungdomsforbund.
Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbunds – DKUs – stiftende kongres finder sted i weekenden op til århundredets sidste 1. maj, midt i et frembrydende forår, der formørkes af bål, brand, bombardementer og flygtningestrømme kun få timers flyvning herfra. Det er et forår med Danmark i krig – for første gang siden den tyske besættelse. Imperialismens optakt til det ny årtusinde!
Det er jeres jævnaldrende, der nu er på vej til krigszonen på Balkan; det er jeres generation, der sendes i krig for at forsvare imperialismens og NATOs interesser i en kommende landkrig i Kosova og Jugoslavien. Det er jeres generation af unge serbere, I skal ned for at udrydde. Den europæiske ungdom skal tappe hinandens blod.
Det var jer, man lovede evig fred og stadig social fremgang, da ’Den ny Verdensorden’ under den amerikanske imperialismes førerskab blev etableret fra begyndelsen af halvfemserne. Det var jer, man lod drømme om en forenet verden, en verden uden krig, en retfærdig verden, med lige muligheder for alle, en verden, der sikrede social fremgang, og en verden, der byggede på garanterede menneskerettigeheder.
Det var en sådan verden og et sådant Europa, man fortalte ville blive realiseret med Vestens ’værdier’ og markedsøkonomien som fundament; det var den verden og det Europa, som NATO og Den europæiske Union skulle sikre.
Man kan ikke engang sige, at det er en drøm som nu ligger i ruiner på Balkan. I har konkluderet, at det hele var løgn og propaganda - imperialismens fortsatte krig mod den unge generation, mod arbejderklassen og folkene.
Derfor stifter I DKU.
I stifter DKU fordi I vil have et andet samfund, fordi I vil et socialistisk Danmark, fordi I vil en socialistisk verden. Fordi I ikke vil finde jer i et råddent og døende samfundssystems terror og diktat, fordi I ikke vil være bødler og ikke vil være ofre i imperialismes krige, fordi I vil bygge en verden i fred og fremgang, sammen med jeres jævnaldrende af alle nationaliteter.
I stifter DKU, fordi arbejderungdommen er den kraft, der vil gå i spidsen for det nye samfund, fordi kun en kommunistisk masseorganisation kan give det store flertal af unge retning og orientering i det kapitalistiske kaos og udløse dens initiativ og handlekraft.
Den danske ungdom er begyndt at røre på sig: Skoleeleverne og de uddannelsessøgende siger NU ER DET NOK! til nedskæringer og forringelser. De unge kvinder begynder igen at rejse kravet om kvindernes frigørelse som en del af klassekampen. Hele den unge generation bekæmper den racistiske og nazistiske opmarch. Den er ved at gøre sine første kamperfaringer – som dens kommunistiske ungdomsorganisation er ved det.
Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund er en lille organisation ved sin start. Det er uundgåeligt. Hvad der er vigtigt er, at den allerede repræsenterer jeres generations erfaringer – og også dens kamperfaringer; at den har en klar linje, en klar politik, en klar plan for handling, og er fast besluttet på at forbinde sig med arbejderungdommen og den brede ungdom.
Det er ikke en studieorganisation, selvom man lærer videnskabelig socialisme og ikke al det borgerlige ideologiske bræk, som skolen og medierne serverer.
Man lærer i DKU at orientere sig, at slås for sine rettigheder, kæmpe sammen med andre.
Ikke som offer, ikke som bøddel – som modstandskæmper, som revolutionær.
Stiftelsen af DKU er kun den første sejr i jeres kamp. DKU vil stadig gå fremad, mod nye sejre, mod sine store mål.
Det kommunistiske ungdomsforbund er på banen igen.
Lad den aldrig blive spillet ud af den!
Tillykke med Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund!
Leve DKU!
OKTOBER
Landsledelsen den 25. april 1999
Emne: socialisme | til toppen |
DKU: dku[at]dku99.dk
Kommentarer til hjemmesiden: webmaster[at]dku99.dk