Slaget på Fælleden

af: HG Fremad! 2 - 2006

Politi brutalitet og "terrorlove" i gamle dage

Hvad er 1. Maj?

1.maj har fra gammel tid været en festdag – i Danmark kaldet Valborgsdag, hvor man fejrede, at foråret var kommet. Det var en fest for varmen og frugtbarheden, hvor man dansede om majstangen. Foråret symboliserer håb og fornyede kræfter, og denne dag var derfor naturlig at vælge for en spirende arbejderbevægelse.
I 1890 besluttede De samvirkende Fagforeninger i København, at 1.maj ligesom i en lang række lande over hele jorden også skulle være de danske arbejderes kamp- og festdag.
Statsmagten i Danmark frygtede uro og optøjer i forbindelse med afholdelsen af 1.maj.
I 1872 havde politiet søgt at forhindre en demonstration planlagt af Arbejderbevægelsen. Det havde udviklet sig til et voldsomt slagsmål mellem politi og demonstranter. Det var det såkaldte ”Slaget paa Fælleden”.
I Tyskland havde man en ”socialistlov”, der forbød arbejderne at demonstrere, og derfor valgte den danske regering også at forbyde demonstration i gaderne. Regeringen gav dog lov til at holde møde på Fælleden om eftermiddagen den 1.maj. På den måde kunne Arbejderbevægelsen fejre 1.maj uden at blive antastet af politiet.

Hvad skete der i årene før Slaget på fælleden?

Fattigdom, elendighed og den sociale nød var en del af hverdagen for det store befolkningsflertal der ikke ejede jord, ejendom eller produktionsmidler. F.eks. var en 1/3 af arbejderne på B&W så underbetalte i slutningen af 1860erne, at de måtte ty til understøttelse fra fattigvæsnet for at klare dagen og vejen. Det var en hård periode for arbejderne i byerne. Med laugenes ophævelse kom den enkelte arbejder til at stå alene overfor sin arbejdsgiver. Det var samtidig perioden hvor der blev dannet Arbejderforeninger og enkelte fagforeninger.
I foråret 1871 gennemføres den socialistiske revolutionære magtovertagelse i Paris – Pariserkommunen. På trods af dens nedslagtning i maj samme år bliver den en vældig inspirationskilde. I Danmark begynder Louis Pio at udgive ugebladet ”Socialisten”. 15.oktober 1871 stiftes den danske afdeling af ”I. Internationale”. Dette skete i sammenhæng med og som en del af den internationale arbejderbevægelse og socialistiske revolutionære bevægelse omkring Karl Marx og Friedrich Engels.
I efteråret 1871 organiserer arbejderne sig i stadig flere faglige sektioner af I. Internationale. Der gennemføres en række strejker, der nogle steder fører til lønforbedringer. Bevægelsens tre fremtrædende ledere, Louis Pio, Povl Geleff og Harald Brix, arbejder henholdsvis med at styrke de internationale forbindelser, oprette lokale afdelinger rundt om i landet og gøre Socialisten til et dagblad, og bevægelsen har fremgang. I løbet af foråret rejser især byggefagene lønkrav, der bliver imødekommet. Murene kræver kortere arbejdstid, og efter en aktion i starten af april bliver de kollektivt fyret, hvorefter der erklæres strejke. Internationalen og Pio finder tiden inde til et friluftsmøde på Fælleden, for at støtte murestrejken og markere den socialistiske bevægelse. Et af kravene er, at myndighederne skal optræde neutralt under arbejdskonflikter. Der indkaldes til arbejdermøde på Nørrefælled d.5.maj med Pio’s artikel ”Målet er fuldt” i Socialisten d.2.maj.
Ved brug af politispioner og politiagenter, der optrådte som socialister, havde statsmagten allerede fra arbejderbevægelsens start infiltreret både den og Internationalen.
Gennem Justitsministeriet forsatte politiet sin virksomhed for at for stoppet Internationalen, på trods af, at de måtte erkende, den ikke var ulovlig.
Omkring marts 1872 ønsker politiledelsen, at der skal slås til. Københavns Politidirektør V. Crone bruger Pio’s artikel og indkaldelse til mødet på Fælleden som påskud. Disse stemples som en trussel om en voldelig samfundsomvæltning.
Den 3. maj diskuteres fængsling af Internationalens ledere på en ministerkonference. De overlader det imidlertid til politidirektøren at finde det rigtige påskud, idet begge parter må indrømme, at det næppe vil komme til uroligheder uden politiprovokationer.
Opmuntret af justitsministeren udsteder politidirektøren et forsamlingsforbud på ubestemt tid, som man vil kunne fængsle og straffe Internationalens ledere for at overtræde. Det tidsubestemte forsamlingsforbud forekom Internationales ledere at være grundlovsstridigt.
Den 4.maj kl.21.00 om aften afholdtes et stormøde i Internationale, (som kendes fra politirapporter), hvor der deltager op mod tusind mennesker. Her fortæller Pio, at politiets forbud strider mod grundloven, og at de har ret til at holde mødet – og at mødet vil blive gennemført. Mundberg (kredsformand) prøver at give sin mening om at følge politiets ordre til kende, men folk er uenige og råber ham hurtigt ned af talerstolen. Mødet slutter ca. kl.22.00, og ved midnat bliver Pio fulgt hjem af omkring 100 mennesker, for at beskytte ham mod at blive anholdt.
Arrestordrerne for Pio, Brix og Geleff var allerede ustedt tidligere på aftenen, så da livvagterne (de mange folk der havde fulgt dem hjem) var væk, blev de 3 anholdt, mellem kl. 2 og 3 natten til søndag d. 5. maj.

Den 5. maj – Slaget på fælleden:

Om formiddagen blev der sendt betjente ud i byen, for at vejre stemningen.
Da søndagen var arbejdernes eneste fridag, var det denne dag de begravede de døde, så der blev også sendt politifolk/spioner med til nogle begravelser. De rapporter der kom ind, meldte om at stemningen generelt var stille og rolig. –Der var mange der gav udtryk for at ville tage derud, men mest af nysgerrighed.
Trods meldinger om fred og ro havde Crone allerede kl.14.00 indrettet en kommandocentral på Tinghuset på Blegdamsvej, lige over for Fælleden. Til rådighed på Fælleden var der ca. 140 betjente, en større styrke militær, infanteri, artilleri og en afdeling rytteri (gardehusar-regiment) under kommando fra en oberst.
Der var også indsat politi og militær på andre vigtige steder i byen: Tøjhuset, Rådhuset, Christiansborg, Amalienborg (med de kongelige) og nogle store banker.
Der var udleveret skarp ammunition og flåden var holdt i beredskab. Om eftermiddagen begyndte i tusindtal af mennesker at vandre mod Fælleden. Politiet havde spærret hele vejen rundt om Fælleden, så folk ikke kunne komme ind og holde mødet. Det lykkedes alligevel nogle at slippe igennem, men de blev hurtigt jaget ud af politi og gardehusarer. Det udviklede sig efterhånden til voldsomme slagsmål mellem arbejdere og politi, ”Slaget på Fælleden”.
Folk gjorde hvad de kunne for at trænge ind på Fælleden, men de blev mast tilbage af husarer på heste, der (efter ordre) havde trukket deres sabler, og med den brede side slog og huggede på folk. – Ingen blev dræbt, men rigtig mange arbejdere var alvorligt sårede efter slaget.
Folk fra siderne begyndte at kaste sten mod husarer og betjente, 74 husarer og 23 betjente blev såret under kampene. Der blev også kastet snustobak i øjnene på politi og heste. Murerseksionens formand Grøn, kom som lovet ridende til hest. Han red i flot galop over Fælleden, stejlede og svingede hatten og gjorde nar af husarerne, til stor morskab for tilskuerne. –Han blev dog hurtigt jaget væk.
På et tidspunkt havde en tusindtals-skare lænket sig sammen arm i arm, og marcherede ind på Fælleden, mens de sang ”Socialisterne march”. Politiet kunne intet stille op, så længe denne stenkastende skare gik arm i arm. Der skete det, at folkene under marchen, kom til at trække i hver sin retning og splittedes. Nu kunne politiet komme til og hurtigt begyndte de at trænge folk tilbage. Ved kl. 19.00 – 20.00 tiden var der roligt omkring Fælleden. Folk var blevet presset tilbage mod Skt. Hans Torv og videre den vej, for at undgå uro ved Amalienborg.

Følgerne:

For Pio, Geleff og Brix betød det rigtig lange varetægtsfængslinger, med sygdom og forskellige indskrænkelser . De blev senere idømt henholdsvis 6, 5 og 4 års fængsel, højesteret nedsatte dog straffen, så Pio fik 5 år og de to andre 3år. De blev dømt for forbrydelse mod statsforfatningen, forbrydelse mod den offentlige myndighed og orden og andre ting. I 1875 blev de benådet, da man frygtede for Pios liv og helbred.
I de efterfølgende år forsætter statsmagten med at forbyde den socialistiske arbejderbevægelses møder under forskellige kreative forbud. Man henter f.eks. en gammel lov fra enevælden frem om Helligdagsforordningen og opfinder et, til lejligheden om forbud mod arbejdernes røde fane ved møder.
Nogle af de virkninger det fik, var en reel indskrænkning i arbejderbevægelsens forsamlingsaktivitet, uanset grundlovens ord om forsamlings-, forenings- og ytringsfrihed. Den kunne ikke gennemføre demonstrationer og offentlige folkemøder. Der opstår hvad man kalder en ”retsusikkerhed”, da statsmagten får etableret sin ret til at tolke og bruge lovene og retssystemet efter deres egne politiske motiver.

Emne: politistat | til toppen |