Hvor rammer USA-imperialismen næste gang?

af: Troels Riis Larsen

Iran, Syrien, Venezuela

Oplæg ved brunchmøde søndag den 30. oktober 2005 i Oktober Bogcafé og Galleri om USA-imperialismens strategi, arrangeret af

IUL2006
International Ungdomslejr mod fascisme og imperialisme

For at besvare spørgsmålet i overskriften må vi se lidt på den amerikanske historie og særligt historien siden 11. september 2001.


Kun en supermagt står tilbage

I 1989- 1991 er årene, hvor omvæltningen er kolossal. Fra at være en verden med to supermagter, er der pludselig kun én. Sovjetunionen ophører med at eksistere. Berlin-muren bliver revet ned og tilbage står en supermagt uden økonomisk og militær konkurrent. Daværende præsident George Bush (præsident nr. 41 og den nuværende præsidents fader) erklærede at den ny verdensorden var indtrådt. Det var en periode med mulighed for fred og økonomisk udvikling.


1. Golfkrig - vejen til Mellemøsten

I august 1990 angreb Irak den lille nabostat Kuwait. Kuwait er ligesom Irak oprettet af britiske kolonialister og har ikke nogen egentlig selvstændig historie, udover de sidste 100 år siden dens skabelse af briterne.

Saddam Hussein havde kort forinden invasionen af Kuwait kontaktet den amerikanske ambassadør i Irak og forhørt sig om hvordan USA ville reagere i tilfældet af, at irakerne skred ind med magt overfor Kuwait.
Den amerikanske ambassadør gjorde det klart, at USA ikke ville skride ind overfor Irak. Kort efter mødet tog ambassadøren på en uges ferie. (Note 1)


Irak blev op til dette tidspunkt betragtet som en samarbejdspartner i området. USA (og flere lande i EU) havde bl.a. givet militær støtte til Irak i krigen mod Iran op gennem 80'erne. Dette til trods for at man vidste, at Saddam Hussein brugte kemiske våben mod sine modstandere.

George Bush havde da også så sent som i 1989 udtalt, at "normale relationer mellem USA og Irak vil gavne vores [USA's] langsigtede interesser og fremme stabilitet i både Golfen og mellemøsten. USA's regering bør foreslå økonomiske og politiske incitamenter for at få Irak til at moderere sin opførsel og for at øge vores indflydelse overfor Irak." (Note 2)

Men vennen blev til fjende. Man kunne ikke kontrollere Saddam Hussein, og med angrebet på Kuwait blev Iraks økonomiske styrke potentielt for stor. Specielt ville Iraks indflydelse på oliemarkedet være for voldsom, samtidig med, at Iraks militære styrke blev for voldsom.

Hverken Israel eller USA kunne tillade en så usikker partner at blive en for dominerende magt i mellemøsten. Man skiftede hurtigt hest og valgte en anden taktik, der kunne øge indflydelsen i området.

Det lykkedes USA at få opbakning til krigen mod Irak fra FN, men især var det støtten fra en række arabiske lande, der var vigtig. Med krigen mod Irak lykkedes det nemlig for USA at sikre en permanent militær tilstedeværelse i Mellemøsten.

Således var der i september 2001 omkring 4.000 amerikanske soldater i Kuwait. Men også i Saudi Arabien fik man i forbindelse med den 1. golfkrig opbygget en permanent base. I september 2001 var der udstationeret omkring 5.000 amerikanske soldater i Saudi Arabien. (Note 3)

Med den første golfkrig lykkedes det altså at opnå en stor permanent militær tilstedeværelse i mellemøsten - noget man havde forsøgt siden den kolde krigs start, men først nu, efter den kolde krig, blev en realitet.

Men de nye realiteter var ikke sunket ind i den nye amerikanske administration på dette tidspunkt. Sejren over Saddam Hussein kom, uden at man havde en afløser klar. Og man frygtede stadig et styrket Iran.
Derfor 'beholdt man' Saddam Hussein ved magten i mangel af 'bedre' og stadig som en modmagt til Iran i området.


Kampen mod narko? Humanitære interventioner?

Da den kolde krig ikke længere var aktuel, skulle USA lede efter nye fjendebilleder, som begrundelser for at blande sig i andre lande. I Sydamerika blev begrundelsen, at man skulle bekæmpe narkotika. Man havde allerede fjernet den tidligere allierede i Panama, Noriega under påskud af at det var en kamp mod narkotika.

Men denne 'kamp mod narkotika' havde kun en begrænset rækkevidde. Snart efter forsøgte man at lave såkaldte 'humanitære interventioner'. Dette var tilfældet i Somalia. I 1992 havde Bush (senior) indsat amerikanske "fredsskabende" styrker i Somalia. Det viste sig hurtigt, at de amerikanske styrker lavede alt andet end fred, og efter en blodig kamp, hvor 17 amerikanske soldater døde, trak Clinton tidligt i sin præsidentperiode soldaterne hjem fra Somalia.

Perioden under Clinton var relativ "fredelig". Den uheldige udenrigspolitiske og militære start, samt hans større fokus på de økonomiske problemer, USA kæmpede med, betød, at USA for første gang siden Vietnam-krigen skar ned på militæret.

Det betød ikke, at den amerikanske imperialisme ikke arbejdede hårdt for at sikre sine interesser - men blot, at den ikke var så akut krigerisk og at den først og fremmest koncentrerede sig om at sikre sit økonomiske marked.

Således blev NAFTA dannet i januar 1994 som en amerikansk pendant til EU. Men også den øgede satsning på det indiske og kinesiske marked peger i den retning. Ikke mindst oplevede verden flere og flere handelskonflikter mellem EU og USA.

Militært forsøgte man at ændre NATO fra at være en koldkrigs-alliance til at være et fællesredskab for den europæiske og amerikanske imperialisme.

Således var det via NATO, at USA gik i krig med Jugoslavien/Serbien i 1999. Krigen, der var et langt massivt luftangreb på civile og den serbiske infrastruktur, endte med Slobodan Milosevics nederlag. I 2000 fik et amerikansk støttet kup væltet ham fra magten.

Allerede året efter, i september 2001, havde man fået opbygget en væsentlig militærbase i Serbien med over 5.500 soldater udstationeret. (Note 4)
Den amerikanske militærindustri havde endnu engang fået dollartegn i øjnene.

Sammen med olieindustrien fik man fat i den rigtige mand til jobbet som den næste præsident for USA: George W. Bush (Bush jr.), søn af den 41. præsident.


11. september 2001

Allerede før '11. september' forsøgte USA flere gange at optrappe konflikter rundt omkring i verden. Specielt i Irak, hvor de amerikanske våbeninspektører ved flere lejligheder blev forsøgt brugt som påskud til at optrappe konflikten.

Det var ikke lykkedes, men med over en kvart million mand udstationeret rundt omkring i verden, var USA i september 2001 den eneste magt, der kunne nå stort set alle steder på kloden. 11. september vendte ikke en udvikling, den eskalerede den derimod.

Det er meget muligt, at 11. september terroraktionen blev gennemført med de amerikanske myndigheders vidende. En ting er helt sikkert: Reaktionen, der kom prompte, var koordineret og forberedt af de neokonservative i den inderste kreds omkring Bush.

Den var så velforberedt, at det ikke var amerikanerne, men derimod deres eneste strategiske allierede i Mellemøsten - Israel - der først proklamerede den langvarige "krig mod terror".

Allerede den 11. september proklamerede den tidligere israelske ministerpræsident Ehud Barak til BBC, at en langvarig krig mod terror var nødvendig og han nævnte flere lande som mulige mål, heriblandt Iran, Irak, Afghanistan Libyen og Nordkorea. (Note 5)


Krig mod terror?

Der findes mange eksempler på at den proklamerede "krig mod terror" ikke i virkeligheden handler om terrorbekæmpelse. Især når man tager i betragtning, at CIA er berygtede for at træne internationale terrorister.

En af de mere kendte sager er sagen om terroristen Luis Posada Carriles. Denne eksil-cubaner var fra omkring 1958 til i hvert fald 1976 tilknyttet CIA. I 1976 havde han også fået venezuelansk statsborgerskab, og her var han med til at planlægge bombningen af et Cubansk fly, hvor 73 passagerer døde.
Han blev sigtet to gange for medvirken til terrorangrebet, men blev begge gange frikendt pga. manglende beviser. I dag er der kommet nye og fældende beviser frem.

Men Carriles' terroristiske karriere sluttede ikke der. I 1997 deltog han i planlægningen af en række bombninger af cubanske hoteller. Bombningerne kostede en italiensk turist livet. I 1998 indrømmede Carriles over for New York Times, at han stod bag bombningerne.

Senest i år 2000 forsøgte Carriles at myrde Cubas præsident Fidel Castro. Det skulle ske i forbindelse med et besøg i Panama. Det lykkedes den cubanske efterretningstjeneste at opsnappe komplottet og give besked videre til Panamas politi, der anholdte Carriles og senere dømte ham til 8 års fængsel.
Han blev imidlertid allerede sluppet ud efter fire års fængsel, og i foråret 2005 tog han til USA, hvor han søgte om opholdstilladelse.

Siden juni har den venezuelanske regering forsøgt at få ham udleveret til retsforfølgelse for bombningen af passagerflyet i 1976. Den 28. september 2005 nægtede en dommer at udlevere ham til Venezuela. Begrundelsen var, at Carriles risikerede at blive udsat for tortur!

Det er bestemt prisværdigt at de amerikanske myndigheder lige pludselig bekymrer sig om menneskerettigheder. På Cuba ligger den amerikanske base, Guantanamo, der er berygtet for at bruge tortur mod fangerne. Fanger der står uden nogen som helst juridiske rettigheder.

Som et kuriosum skal det nævnes, at Cuba allerede i 1998 videregav oplysninger til FBI om formodede terrorister, der boede og færdedes i USA, herunder Luis Posasa Carriles, og foreningen Cuban American National Foundation, der har givet den økonomiske støtte til en lang række terroraktiviteter. (Note 6)


Olie, økonomi og militærstrategiske interesser

Når nu "krigen mod terror" ikke i virkeligheden handler om terrorisme, hvad handler den så om?

Krigene drejer sig grundlæggende om økonomiske interesser. Det er olien, der er den altovervejende grund til at USA er langt mere interesseret i Mellemøsten end f.eks. det sydlige Afrika.

Men det er ikke kun en kamp om Olien, det er også i høj grad en kamp for USA om at bevare det økonomiske og militære førerskab.

Den neokonservative tænketank, Projekt for the New American Century (PNAC), siger i deres rapport fra 2000:
"I dag er det dets [USA's militær] opgave at sikre og udvide "zonerne af demokratisk fred", at afskrække opblomstringen af en ny stormagts konkurrent, forsvare nøgleområder i Europa, Østasien, Mellemøsten, og sikre amerikansk forrang gennem den kommende transformation af krig, der er gjort mulig af ny teknologi." (Note 7)

Det er med de øjne, vi må se krigene i Afghanistan og Irak, men også hele den øvrige udvikling.
Lad os nu gennemgå de forskellige regioner, hvor amerikanske interesser har haft en betydning for udviklingen siden 11. september 2001.

Den amerikanske krigsøkonomi er i dag en uadskillig del af den samlede amerikanske økonomi. Det har den faktisk været siden afslutningen på 2. verdenskrig, men i dag er den så indgroet, at korruptionen springer i øjnene.

Vicepræsident Dick Cheney er tidligere direktør for Halliburton. Et firma, der har specialiseret sig i at servicerer det amerikanske militær på en lang række områder, og som har profiteret stort på bl.a. krigen i Irak. (Note 8)

Den nye Bush-administration har nærmest gjort en dyd ud af, at lade de store olieselskaber og våbenproducenter bestemme over den amerikanske udenrigspolitik. Men det er jo også dem, der betaler hans valgkamp, og i sidste ende kan sikre hans økonomiske fremtid.

Et andet eksempel på olie og energiselskabernes magt kan ses i, at det bl.a. var på baggrund af Exxon's anbefalinger, at USA valgte ikke at ratificere Kyoto-aftalen, der skal nedbringe CO2- udslippet. Exxon er verdens største olie- og energiselskab.

Skal vi vide noget om, hvor USA-imperialismen rammer næste gang, er det altså olie- og militærstrategiske interesser, vi først og fremmest skal se på.

Jeg vil nedenfor tage nogle af de mest interessante brændpunkter op - og kort belyse udviklingen siden 11. september 2001.


Centralasien

I forbindelse med angrebet på Afghanistan i 2001 fik man også etableret baser i Kirgisistan og Usbekistan. Området er vigtigt af to grunde. Militærstrategisk er det vigtigt fordi det grænser op til Kina og til SNG-landet Kasakhstan. Den anden grund er at der findes olie i området. Både Kasakhstan og Usbekistan har olie. Samtidig har Turkmenistan adgang til det Kaspiske Hav, der rummer store olieressourcer.

Usbekistans præsident Islam Karimov har dog beordret de amerikanske tropper ud ved nytår. Det kommer e fter USA tøvende tilsluttede sig kravet om en uvildig undersøgelse af massakren på 700 demonstranter i maj 2005. Til gengæld har den amerikanske udenrigsminister, Condoleezza Rice, sikret at den amerikanske base i Kirgisistan kan blive der indtil 'kampen mod terrorismen' i Afghanistan er slut. (Note 9)

I Kasakhstan er der valg i december, men det bliver næppe i denne omgang, at USA blander sig afgørende i valget her. Som en lille detalje skal nævnes, at olieselskabet Chevron Texaco, som Condoleeza Rice var ansat af, inden hun blev Bush sikkerhedsrådgiver, samt flere andre olieselskaber, er sat i forbindelse med bestikkelsessager i netop Kasakhstan. (Note 10)


Kaukasus

De kaukasiske lande, såsom Georgien er interessante for USA pga. olieressourcerne i det kaspiske hav og deres militærstrategiske beliggenhed op til den russiske og/eller iranske grænse.

Efter den 11. september 2001 har man optrappet indflydelsen i området. Således indsatte man 150 specieltropper i Georgien i maj 2002 til at oplære 2.000 georgiske officerer. (Note 11)
Til trods for at USA allerede samarbejdede med den siddende præsident, Eduard Shevardnadze, satsede man på en endnu mere pro-amerikansk regering. I efteråret 2002 væltede man præsidenten efter et valg. Som forbillede brugte man demonstrationerne i Sarajevo i år 2000, der havde væltet Milosovic og senere skulle bliver forbedret og brugt under "orange revolutionen" i Ukraine.

Man har ikke kunnet få så godt hold i Azerbaijan og Armenien. Det skyldes delvist indenrigspolitiske årsager i USA, men også det simple faktum, at det er langt vanskeligere at handle med de to lande, da de ud over at grænse op til det kaspiske hav først og fremmest grænser op til Rusland og Iran. Derimod grænser Georgien ikke op til det kaspiske hav, men Sortehavet, hvilket giver adgang til den amerikanske handelsflåde.


Mellemøsten

Den altovervejende grund til at være i mellemøsten er selvfølgelig olie. USA har stadig konflikter i mellemøsten. Krigen i Irak, der blev indledt i starten af 2003 og stadig foregår i dag har allerede været en lang og blodig krig. Over 2.000 amerikanske soldater (officielt) er døde. Mere end hundredtusinde civile irakere har mistet livet som følge af den amerikanske krig og besættelse. USA's største håb og mål i området er at få nedkæmpet den irakiske modstand.

Slagsmålene, der er i gang med Iran og Syrien, bunder bl.a. i krigen i Irak. Det er angiveligt bl.a. et forsøg på at stoppe trafikken af våben og penge til Irak. Men det er i høj grad også et forsøg på at knække de sidste regeringer i Mellemøsten, der fører en nogenlunde selvstændig kurs og en delvis anti-imperialistisk politik overfor USA.

Det er dog usandsynligt, at man ser invasioner af Iran og Syrien, så længe de amerikanske soldater er bundet til krigen i Irak. Men ligesom man oplevede bombninger af Laos og Cambodja under Vietnam-krigen kan man sagtens forestille sig, at militære operationer går ind over grænserne.

Det er dog mest sandsynligt, at man først og fremmest vil forsøge at destabilisere og handlingslamme den syriske regering, som man også har forsøgt og forsøger i Iran, Her er FN en vigtig brik. Men kan man indsætte en amerikansk lakajregering, vil man selvfølgelig forsøge det.


Østeuropa

USA har længe været interesseret i at øge sin indflydelse i de tidligere Sovjetrepublikker. Ukraine oplevede i 2004 "orange revolutionen", der blev gennemført efter forbillede af liljerevolutionen i Georgien i 2002 og afsættelsen af Milosovic i 2000.

Det foregik efter et meget bestemt mønster. Man har skabt en provestlig opposition, som man har fremmet ved hjælp af massiv pressedækning og økonomisk støtte til oppositionen via amerikansk-financierede NGO'er og lignende. Man har derved skabt en 'aktivistbevægelse', der op til valget og specielt lige efter valget skulle markere sig med demonstrationer foran regeringsbygningen.

Inden valget påstår man igen og igen, at der vil blive svindlet med valgresultatet. Når valgresultaterne så bliver offentliggjort, får man "sikre" oplysninger om, at der er blevet svindlet, hvorefter man fra den "frie presse" (læs: amerikansk købte) proklamerer, at valget er blevet stjålet, og det nu er på tide at gå på gaden.

Denne massive pressedækning skal skabe nok opmærksomhed til at tilstrækkeligt mange dukker op, således at man kan give indtryk af en bred opbakning i befolkningen. Samtidigt er det sigende, at militæret, der skulle beskytte parlamenterne i de forskellige situationer, hver gang lod demonstranterne ind i parlamentet og således reelt støttede op om "revolutionerne".

Det næste land i rækken kan meget vel blive Hviderusland, der står overfor et valg i 2006. Oppositionen har allerede været ude og tale om valgfusk og er i gang med at planlægge et kup efter den gængse model. (Note 12)


Sydamerika

USA opfatter Sydamerika som amerikansk indflydelsesområde, dets 'baggård'. USA forventer, at landene i Sydamerika fører en pro-amerikansk politik. Hvis ikke har konsekvenserne været alt fra økonomiske sanktioner, likvideringer af statsoverhoveder til kup - og i sidste ende invasioner.

Der er to lande i Sydamerika, som USA er godt sure på lige pt. Det ene er Cuba, hvor USA har støttet utallige mordforsøg på Fidel Castro og støttet en enkelt mislykket invasion. Samtidig har det i over 40 år opretholdt en blokade, som har ramt den cubanske økonomi hårdt.

I øjeblikket er det dog Venezuela og Hugo Chavez, der er den største torn i øjet på USA og Bush-regeringen. Det skyldes selvfølgelig, at der findes olie i Venezuela. Faktisk er Venezuela den 4. største olieeksportør, og USA får op til 10. pct. af sin olieimport herfra.

Hugo Chavez har været i gang med en nationalisering af olien og dermed lagt sig ud med en række amerikanske olieselskaber. Det betød i 2002, at USA støttede et kup, der dog mislykkedes. Siden da har Venezuela helt bevidst optrappet samarbejdet med Cuba.

Den kristne fundamentalistiske republikaner og tv-prædikant, Pat Robertson, har derfor åbent opfordret til at likvidere Hugo Chavez som en god kristen handling.

Robertsons udtalelser blev kritiseret fra officielt amerikansk side, men reelt set er det, hvad Bush-regeringen ønsker og længe har haft planer om, og det beskyldes for at stå bag en række mislykkede attentatforsøg.

Ifølge Hugo Chavez har USA udbyggede planer om en invasion af Venezuela. (Note 13)
Det er meget muligt, i hvert fald er det en realitet, at den amerikanske militære tilstedeværelse i Sydamerika er vokset. Således har Paraguay d. 28. maj i år godkendt at oprette en base, hvor der er plads til 16.000 soldater. Basen skal først og fremmest bruges af nordamerikanske tropper og skal være et udgangspunkt for luftvåbenet - ikke mindst i forhold til det ludfattige, mineralrige Bolivia.

USA og amerikansk militær er en afgørende faktor i at holde den colombianske reaktion ved magten og i kampen mod oprørsstyrkerne i Colombia. Dets 'Plan Colombia' er en omfattende plan for at sikre amerikansk militær kontrol med hele denne vigtige latinamerikanske region.


Østasien

I det østlige Asien er der flere udviklinger i gang. For det første er der hele spørgsmålet omkring Nordkorea som en del af 'ondskabens akse' - Bush-regimets fundamentalistisk prædikat for de lande USA-imperialismen i særlig grad sigter efter for at fremkalde et 'regimeskift' med alle midler - indbefattet ulovlige agggressionskrige.

Efter at Bush- regeringen i starten langede hårdt ud efter Nordkorea, har man efterhånden tonet fokus en del ned. Man er i gang med at forhandle nogle aftaler med Nordkorea på plads. Det er aftaler, der giver Nordkorea adgang til olie- og andre energiressourcer mod at USA får mulighed for at inspicere de nordkoreanske atomanlæg.

Aftalerne er meget lig de aftaler, som Bill Clinton næsten havde færdigforhandlet, inden Bush- regeringen stillede sig på bagbenene. Den nyvundne tiltro til den diplomatiske vej skyldes først og fremmest en erkendelse af, at USA ikke har nogen chance for at påvirke Nordkorea på andre måder. Nordkoreas angivelige atomvåben og store konventionelle hær gør et militært angreb særdeles vanskeligt - næsten utænkeligt. Og en isolation af Nordkorea vil bare tvinge dem til at søge nærmere forbindelser til Rusland og Kina, og dermed udelukke USA fra enhver indflydelse.

Den nye stormagt i området er Kina. En af USA's prioriteringer er at forhindre nogen som helst stormagt i at udvikle sig til en supermagtskonkurrent. Det gælder f.eks. EU, Rusland og også - og ikke mindst - Kina. USA har længe forsøgt at begrænse Kinas indflydelse i området og i verden, men pga. Kinas stadig større økonomiske indflydelse (der ikke mindst skyldes massive amerikanske investeringer) har det været vanskeligt. USA har dog under Bush skruet retorikken op og stået stejlt på, at Kina og Taiwan (en del af Kina) ikke skal søge nærmere forbindelser.

USA har længe stået i spidsen for en våbenembargo mod Kina. Det har medført at Kina og Rusland har haft et styrket samarbejde, da Kina er i fuld gang med at modernisere sin hær. EU har indtil for nyligt fulgt trop med våbenembargoen, men i begyndelsen af i år åbnede man efter sydeuropæisk pres op for våbenhandlen. Det skete samtidigt med at Kina godtog visse restriktioner på sin tekstilhandel til EU.

Det imperialistiske stormagtsspil er i fuld gang og USA og Bush- regeringen ønsker at holde sit forspring til sine konkurrenter.

International Ungdomslejr 2006 og kampen mod imperialismen

Alle disse spørgsmål - og flere til - vil blive belyst på en meget konkret måde på International Ungdomslejr 2006 i Nordsjælland. Der vil komme folk fra alle kontinenter, der vil fortælle konkret om deres landes og regioners kamp mod den amerikanske imperialisme og dens forsøg på at sikre sig verdensherredømme sammen med dets allierede - og ikke mindst om ungdommens centrale rolle i disse kampe.

Det globale spil om ressourcer og militærstrategi er i fuld gang. Verdens unge er på en gang dets ofre og dets stærkeste modstander, som kan stoppe kursen mod nye tragedier og kaos, som dette spil uundgåeligt medfører.

Troels Riis Larsen, f. 1977, var formand for DKU 1999-2005.


Noter:

1 DR2: Udefra 10. oktober 2005. (Dokumentar).

2 Sørensen, Søren B. USA og "ondskabens akse" - en kritisk analyse af amerikansk udenrigspolitik overfor Iran, Irak og Nordkorea efter den kolde krig. S. 72. Speciale fra Københavns Universitet 2003.

3 Johnson, Chalmers. The Sorrows of Empire - militarism, Secrecy, and the End of the Republic. (London 2004). Se skema S. 156- 160.

4 Johnson s. 156 - 160.

5 Politiken. Terrorangreb på USA: Islamiske lande fordømmer terror. 12. september 2001 1. sektion s. 6. og Kommunististisk Politik - Netavisen. http://www.apk2000.dk/netavisen/artikler/fred/2001-na0923-operationnobleeagle.html og http://www.apk2000.dk/netavisen/artikler/globalt/2001-na0911-barakglbalterrorisme.html

6 Special Adress by Dr. Fidel Castro Ruz, president of the Republic of Cuba , at the Anti-Imperialist Square . Havana , Nay 20, 2005.

7 Rebuilding America 's Defenses. Strategy, Forces and Resources For a New Century. A Report of The Project for the New American Century September 2000. (PNAC 2000). PNAC 2000 s. 2-3. "Today its [the US- military] task is to secure and expand the "zones of democratic peace;" to deter the rise of a new great-power competitor; defend key regions of Europe, East Asia and the Middle East; and to preserve American preeminence through the coming transformation of war made possible by new technologies."

8 http://www.hallibutonwatch.org

9 Sperling, Vibeke. http://www.Politiken.dk den 18. oktober 2005.

10 "Big Oil's dirty Secrets - oil's dark side". The Economist. London 2003. http://www.texacorainforest.org/economist.htm .

11 Bentsen, Nicolai L. Magt og interresser i Kaukasus - En historisk materialistisk analyse af amerikansk udenrigspolitik i Kaukasus efter den kolde krig. Speciale ved Københavns universitet 2003. S. 86.

12 Satser på orange revolution i Hviderusland. DR 26. oktober 2005. http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2005/10/26/161320.htm

13 http://news.bbc.co.uk/1/hi/world/americas/4359386.stm

Emne: krig | til toppen |