Kan man være revolutionær i folketinget?

af: FREMAD! - nr 1 - 2008

DKU har et bud på en revolutionær parlamentarisk politik.

De seneste år har set en genopblussen af gigantiske masseprotester og masseaktioner. Ikke kun i Danmark, i endnu højere grad i mange andre lande, men også i Danmark.
Siden den ny antikrigsbevægelse gik i gang efter 11. september og krigen mod Afghanistan er gadeprotesterne blevet stadig større og mere synlige. I maj 2006 organiserede de progressive ungdomsoganisationer de største indtil videre med ’Velfærd til alle’-kampagnen, som gav ny impulser til både de uddannelsessøgendes kamp og til den faglige kamp.
Men det er ikke blevet ved demonstrationerne: I oktober 2006 lagde blokader af daginstutioner (med meget mere) Århus ned. I København kom rydningen af Ungdomshuset, torsdagsdmeonstrationerne og G13-aktionen, en masseaktion baseret på civil ulydighed, som søgte at besætte et egnet ungdomshus.
Senere aktionerede sosu’erne i protest – og i storkonflikten ved OK2008, som startede den 16. april , var masseaktioner, demonstrationer og synliggørelse af de henved hundredtusinde strejkende en integreret del af kampmetoderne.

Masseaktioner giver resultater

Disse kampe og aktioner inspirerer og udvikler hinanden. De kræver organisation og organisering. De er levende og ikke rituelle, og de forudsætter de deltagendes skabende kræfter, fantasi.og mod. De udvikler stærke kæmpende mennesker og nye ledere, der kommer fra det virkelige liv og ikke fra de parlamentariske partiers osteklokker.
Og de giver resultater: Opinionen mod krigene, som foreløbig har ført til dansk tilbagetrækning fra Irak, det ny ungdomshus, at ’velfærd til alle’, forbedring af den offentlige sektor, kraftige lønløft til de lavestlønnede og ligeløn NU! er kommet på den politiske dagsorden – meget mod de herskendes vilje.

Det er, når alt kommer til alt, de brede massers bevægelse og aktivitet, som flytter tingene og skaber forandring. I de store historiske situationer og i den daglige kamp, selvom det undertiden ikke ser sådan ud.

Talerør for kampen

Et revolutionært parti, der virkelig vil være dette, må derfor i folkevalgte forsamlinger, i parlamenter som byråd, være talerør for masserne, deres kampe og bevægelser. De må også fastholde det lamngsigtede mål: opgøret med kapitalisme og imperialisme, skabelsen af et andet samfund.
Deres parlamentariske virksomhed må ikke blive et mål i sig selv, som går ud på at profilere sig selv og score stemmer til næste valg. Revolutionære i folketinget må fremføre og udtrykke massernes og bevægelsernes krav, og ikke købslå om dem, som man f.eks. så socialdemokraterne gøre det, da de efter ’Velfærd til alle’-domstrationerne i maj 2006 indgik forlig med Fogh om at slagte to år af efterløn og folkepension.
Folketingspartierne kan ikke bare tale og handle i folketingssalen eller byrådssalen. De har i kraft af deres parlamentariske repræsentation lettere adgang til medierne end mange bevægelser eller andre organisationer. Og revolutionære må på benytte sig heraf – til at styrke massebevægelserne og massekampene, til at øge deres slagkraft, ved at afsløre kapitalismen og imperialismen som de udlevede og rådne systemer de er, til at afsløre massekampenes fjender og deres taktiske manøvrer. De må forsvare massebevægelserne og deres revolutionære aktioner, og ikke fordømme dem og hyle med i koret, når de kritiseres eller lægges for had i medierne.
Det er ikke bevægelserne, der skal spændes for partiertnes vogn og indrette sig efter ’deres politikere’. Det er omvendt. Så kan de gøre nytte.

Test partierne

Hvis man tror, at der vil blive socialisme efter en flertalsbeslutning i det nuværende danske folketing, og følgelig indretter sit partis strategi efter en sådan parlamentarisk linje, er det ikke muligt at undgå forsumpningen: En parlamentarisk strategi fører stensikkert til parlamentarisk taktikkeri, korridoraftaler, studehandler, sjakren med massernes krav (’for at få indflydelse’, for at opnå ’det bedst mulige’).
Den fører til at man undgår holdninger eller sympatitilkendegivelser, der er upopulære i medierne og på bjerget, og til en evig sværgen til det ’vidunderlige’ borgerlige demokrati. Det betyder i sidste ende fordømmelse af alt andet end bovlamme og ineffektive masseprotester, svigtende solidaritet med de kæmpende bevægelser, som også anvender ’ikke-lovlige’ metoder som civil ulydighed.
Men folk laver nu aktive, farverige, mangfoldige og militante bevægelser og aktioner. De har oplevet for mange demonstrationer, der bare skal ’lukke dampen ud’ af bevægelsen, og hvor man kan få lov til at høre nye løfter fra politikere eller fagpampere: ’Efter næste valg, så’ ... ’Til næste overenskomst får vi det igennem’ .... o.s.v. Det er aktionerne, der giver resultaterne. Politiker- og pamperløfter er som skrift i sand.
Der er brug for revolutionære i de parlamentariske organer. Og de har været der i nogle få perioder i dansk historie; i andre lande undertiden i længere perioder. I Nepal i dag har revolutionære tilmed fået et klart flertal ved et parlamentsvalg.
Men er der revolutionære i det danske folketing?
Brug DKUs principper til at teste partierne – og døm selv!

Emne: danmark i kamp | til toppen |